Jeg var 12 – 13 år gammel i 1967.
Min musikinteresse var startet som et kanonslag i 1963, da jeg som 9-årig blev vild med The Beatles.
Så jeg kendte allerede til masser af kunstnere og pladeudgivelser, da det helt specielle år 1967 startede.
Specielt fordi der kom så mange nye udtryk og stilarter ind i pop-musikken. Definitionen af populærmusik blev ændret. Nye genrer kom ind i musikken.
Navne og titler som Cream, ”Sgt. Pepper", Vanilla Fudge og Jimi Hendrix nærmest rystede den gamle opfattelse af hvad man kunne finde i populær-musikken.
Der var en række sange/numre fra 1967, som jeg kom til at holde meget af og som betød meget for mig.
Og jeg må i en alder af 63 konstatere at jeg i dag har det på samme måde med disse sange.
Ti af de vigtigste for mig får et par ord med på vejen her.
af Per Wium, musikjournalist
"Lovely Rita" - The Beatles
Jeg var inkarneret Beatles-fan. Jeg havde fulgt gruppen siden singlen "From me to You". Jeg så frem til hver nye udgivelse, som jeg på forhånd læste om i popbladene. Således også "Sgt. Pepper.."-LP'en, der var stærkt imødeset. Af en hel musikverden - og af lille mig.
Jeg købte den så snart jeg kunne komme til det. Men blev ikke så vild med den ved de første gennemlytninger, som jeg havde håbet. Jeg syns den var lidt ....... tja, mærkelig mange steder.
Een sang faldt jeg dog for lige med det samme: Paul McCartneys "Lovely Rita".
Umiddelbarheden, stemningen, den dejlige melodi og Pauls unikke vokal.
Jeg købte en node til den - men det lød dog ikke helt som på pladen, når jeg spillede den på det opretstående klaver i mit barndomshjem nord for Aarhus.
"Lovely Rita" er stadig een af mine favoritter fra pladen.
I dag ser jeg først og fremmest "Sgt. Pepper.." som en milepæl i musikhistorien.
"White Rabbit" - Jefferson Airplane
Mystisk, inciterende og ganske dragende på en ung tidlig-teenager.
Lige fra det indledende bas-riff til det flotte guitar-tema, der hurtigt kommer til.
Og ikke mindst: sangstemmen!
Jeg blev ikke forelsket i Grace Slick, men jeg blev fascineret af hendes stemme. Hun havde denne særlige intensitet, der er så karakterisk for snart sagt alle hendes flotte vokaler i gruppens historie.
Og så var jeg begejstret for gentagelserne. Denne bas-figur, der kører igen og igen og hele tiden stiger i styrke og kraft. Det var en som slags hypnose - ja, eller trance - at lade sig suge ind i.
Siden hen har jeg altid tænkt den som en parallel til Maurice Ravels orkesterstykke "Bolero".
Mystisk, inciterende og ganske dragende på en ung tidlig-teenager.
Lige fra det indledende bas-riff til det flotte guitar-tema, der hurtigt kommer til.
Og ikke mindst: sangstemmen!
Jeg blev ikke forelsket i Grace Slick, men jeg blev fascineret af hendes stemme. Hun havde denne særlige intensitet, der er så karakterisk for snart sagt alle hendes flotte vokaler i gruppens historie.
Og så var jeg begejstret for gentagelserne. Denne bas-figur, der kører igen og igen og hele tiden stiger i styrke og kraft. Det var en som slags hypnose - ja, eller trance - at lade sig suge ind i.
Siden hen har jeg altid tænkt den som en parallel til Maurice Ravels orkesterstykke "Bolero".
"Up from the skies" - Jimi Hendrix
Jimi Hendrix fik en stor betydning for mit liv. Han gjorde at jeg turde være anderledes end andre. Han gjorde at jeg fik en meget mere nuanceret og inkluderende holdning til musik. Han gjorde at jeg fik lyst til at lære at spille på guitar. Hans korte karriere falder sammen med mine tidlige teenageår, som er en vigtig del af livet. Der, hvor man lærer og udvikler sig.
"Up from the skies" var nok min favorit når jeg sad på mit værelse og hørte "Axis bold as love" igen og igen. Jeg blev eet med pladen. Jeg kendte hvert et hjørne af den. Hver en lyd, hver en guitarfigur. Det hele.
Når "Up from the skies" blev særlig vigtig var det pga. min fascination af Hendrix' brug af wah-wah-pedalen. Han fik guitaren til at tale. Tale til mig.
Jimi Hendrix fik en stor betydning for mit liv. Han gjorde at jeg turde være anderledes end andre. Han gjorde at jeg fik en meget mere nuanceret og inkluderende holdning til musik. Han gjorde at jeg fik lyst til at lære at spille på guitar. Hans korte karriere falder sammen med mine tidlige teenageår, som er en vigtig del af livet. Der, hvor man lærer og udvikler sig.
"Up from the skies" var nok min favorit når jeg sad på mit værelse og hørte "Axis bold as love" igen og igen. Jeg blev eet med pladen. Jeg kendte hvert et hjørne af den. Hver en lyd, hver en guitarfigur. Det hele.
Når "Up from the skies" blev særlig vigtig var det pga. min fascination af Hendrix' brug af wah-wah-pedalen. Han fik guitaren til at tale. Tale til mig.
"Tales of brave Ulysses" - Cream
Gruppen Cream var i "familie" med Jimi Hendrix Experience. Trio, guitarbaseret. Så ens - og dog så forskellige.
Men Cream stod højt på min liste. Jeg elskede Claptons guitarspil og jeg elskede hvordan Clapton og Jack Bruce deltes om lead-vokaler. Og en lang række af sangene fra album nummer to, "Disrealy gears" blev kære sange.
Når "Tales of brave Ulysses" var noget helt særligt, skyldtes det faktisk igen wah-wah-pedalen. Den var ny dengang. Og såvel Hendrix som Clapton tog denne særlige effekt til sig og var virkelig gode. Da jeg sparede sammen til og købte en Schaller-pedal, prøvede jeg at bruge den som mine idoler gjorde.
Der er også en anden ting med "Tales of brave Ulysses". Den har en særlig mystik og atmosfære. Den er mørk og søgende. Det fascinerede mig. Og gør det stadig.
"A whiter shade of pale" - Procol Harum
"We skipped the light fandango
Turned cartwheels cross the floor"
Og så ikke mindst lyden af HAMMOND-orglet i den smukke intro.
Alle mine 13 år unge sanser og min nysgerrighed var "helt oppe at køre"!
Det her var ikke bare nyt for mig. Det gik direkte til mit hjerte.
Jeg syntes det var så smukt og spændende og anderledes og udfordrende og og...
Jeg har hele livet været optaget af mødet mellem musikgenrer. Det er ofte her, det spændende og anderledes sker. Og "A whiter shade of pale" var een af de første hvor jeg virkelig kunne føle dette møde mellem rock'en og barokken.
Og HAMMOND orglet blev min ven.
"You keep me hanging on" - Vanilla Fudge
Det var i virkeligheden Procol Harum der bragte mig videre til andre HAMMOND-orgel-baserede grupper. Og mange år senere (da jeg var 22 og kom med i ACHE) blev jeg selv indehaver af et HAMMOND P100. Med samt Leslie 147 (roterende højttaler).
The Nice var een af de grupper, jeg blev fascineret af.
Og så i høj grad også "Vanilla Fudge".
Det var ikke kun orglet, der drog mig ind i Vanilla Fudge's musik. Det var også dét at de lavede store (ofte lange) versioner af popnumre. De forvandlede tre minutters popsange til værker. Værker, som jeg kunne (og kan) gå ind i og lade mig henføre af. Der er på een gang inderlighed, storhed og skrøbelighed i gruppens flotte versioner af en lang række popsange og evergreens.
"Brown shoes don't make" - Frank Zappa/Mothers of invention
Præcis ligesom da jeg lavede min liste over "ti store sange fra 1966":
Frank Zappa er listens undtagelse og en lille smule "fake".
Jeg kendte nemlig ikke Zappa i årene 1966 og 1967. Jo, jeg havde hørt hans navn og gruppenavnet "Mothers of invention". Men det var det hele. Jeg kendte ikke musikken.
Dét kom jeg til gengæld til i gymnasie-årene 1970-73. Takket være kammerater, der var een klasse over mig. Og så blev Zappa ganske snart een af de største for mig.
Så det er en "efterrationalisering" når jeg har ham med her. Men han betød/betyder så meget for mit liv, at jeg vil have ham med :-)
"Brown shoes.." er et godt eksempel på noget hos Zappa, der har optaget mig enormt. Genre-blandingen, mangfoldigheden. Den fanden-i-voldske måde at gå til hele musik-paletten på. Frækt og forførende. Ligesom teksten, i øvrigt!
Præcis ligesom da jeg lavede min liste over "ti store sange fra 1966":
Frank Zappa er listens undtagelse og en lille smule "fake".
Jeg kendte nemlig ikke Zappa i årene 1966 og 1967. Jo, jeg havde hørt hans navn og gruppenavnet "Mothers of invention". Men det var det hele. Jeg kendte ikke musikken.
Dét kom jeg til gengæld til i gymnasie-årene 1970-73. Takket være kammerater, der var een klasse over mig. Og så blev Zappa ganske snart een af de største for mig.
Så det er en "efterrationalisering" når jeg har ham med her. Men han betød/betyder så meget for mit liv, at jeg vil have ham med :-)
"Brown shoes.." er et godt eksempel på noget hos Zappa, der har optaget mig enormt. Genre-blandingen, mangfoldigheden. Den fanden-i-voldske måde at gå til hele musik-paletten på. Frækt og forførende. Ligesom teksten, i øvrigt!
"Pictures of Lily" - The Who
WAUW!! - Jeg gentager: WAUW!
Den her elskede jeg fra første lyt. Jeg elsker den stadig. The Who når de var og er allerbedst. Stram komposition, tankevækkende tekst. Udført med den kontrollerede vildskab, som er eet af kendetegnene ved gruppen.
Keith Moons vilde og vildtvoksende trommespil læner sig opad John Entwhistles solide bas. Pete Townshends flyvende akkorder og hans meget sikre håndelag for at lave den perfekte melodi og harmonisering slår ikke fejl. Og Roger Daltrys sitrende vokal, hans indføling og power.
Og ikke mindst den fler-stemmige vokal. Eet af The Who's kendetegn. De suveræne kor.
WAUW!! - Jeg gentager: WAUW!
Den her elskede jeg fra første lyt. Jeg elsker den stadig. The Who når de var og er allerbedst. Stram komposition, tankevækkende tekst. Udført med den kontrollerede vildskab, som er eet af kendetegnene ved gruppen.
Keith Moons vilde og vildtvoksende trommespil læner sig opad John Entwhistles solide bas. Pete Townshends flyvende akkorder og hans meget sikre håndelag for at lave den perfekte melodi og harmonisering slår ikke fejl. Og Roger Daltrys sitrende vokal, hans indføling og power.
Og ikke mindst den fler-stemmige vokal. Eet af The Who's kendetegn. De suveræne kor.
"Paper sun" - Traffic
Min "indgang" til gruppen "Traffic" var 100 procent min store interesse for Steve Winwood, som jeg havde lært at kende da han som ganske ung sang og spillede HAMMOND-orgel i det fremragende band, "Spencer Davies Group".
"Traffic" var musikalsk en lidt blandet landhandel. Det syntes jeg dengang, og det synes jeg nu. De dårlige sange var temmelig ringe - til gengæld og heldigvis var der også alderes fremragende og originale sange fra gruppen.
Gennembruddet "Paper Sun" er een af dem. En meget stærk sang i et spændende lydunivers. Sitaren er markant. Den spilles af Dave Mason (guitarist og bassist) og var - går jeg ud fra - inspireret af The Beatles' (aka Harrisons) anvendelse af instrumentet allerede fra 1965.
Winwood har en varme og intensitet i sin sangstemme. En stor soulsanger i en hvid mands krop.
Min "indgang" til gruppen "Traffic" var 100 procent min store interesse for Steve Winwood, som jeg havde lært at kende da han som ganske ung sang og spillede HAMMOND-orgel i det fremragende band, "Spencer Davies Group".
"Traffic" var musikalsk en lidt blandet landhandel. Det syntes jeg dengang, og det synes jeg nu. De dårlige sange var temmelig ringe - til gengæld og heldigvis var der også alderes fremragende og originale sange fra gruppen.
Gennembruddet "Paper Sun" er een af dem. En meget stærk sang i et spændende lydunivers. Sitaren er markant. Den spilles af Dave Mason (guitarist og bassist) og var - går jeg ud fra - inspireret af The Beatles' (aka Harrisons) anvendelse af instrumentet allerede fra 1965.
Winwood har en varme og intensitet i sin sangstemme. En stor soulsanger i en hvid mands krop.
"Haha said the clown" - Manfred Mann
Det var energien, jeg faldt pladask for!
Energien i introen, i vokalen, i selve musikken. "Haha said the clown" har en fremdrift, som smitter. Og dét uden at den stresser eller vælter.
En kontrolleret spontaneitet, hvis man kan tale om sådan et begreb.
Min glæde ved flerstemmig sang, min glæde ved den gode melodi og ved bands, der simpelthen spillede godt, blev aldeles tilfredsstillet her.
Jeg blev aldrig den store Manfred Mann-fan. Men jeg fulgte gruppen (også senere ind i Earthband-reinkarnationen) og har altid haft stor respekt.
Det var energien, jeg faldt pladask for!
Energien i introen, i vokalen, i selve musikken. "Haha said the clown" har en fremdrift, som smitter. Og dét uden at den stresser eller vælter.
En kontrolleret spontaneitet, hvis man kan tale om sådan et begreb.
Min glæde ved flerstemmig sang, min glæde ved den gode melodi og ved bands, der simpelthen spillede godt, blev aldeles tilfredsstillet her.
Jeg blev aldrig den store Manfred Mann-fan. Men jeg fulgte gruppen (også senere ind i Earthband-reinkarnationen) og har altid haft stor respekt.
